Værdiskabelse for dummies – derfor er tallet 400 milliarder i DRs dokumentar helt skævt

I den forgangne uge er Danmarks gevinst ved minedrift i Grønland blevet debatteret, og der er opstået uklarhed om, hvordan den bør opgøres. Der eksisterer imidlertid veletablerede økonomiske beregningsprincipper, der er en del af den basale værktøjskasse, som økonomistuderende i dag udstyres med. Principperne gælder, uanset om der for eksempel er tale om relationer i forhold til kolonier eller internt i et land. Vi vil prøve at forklare dem helt lavpraktisk med et simpelt eksempel. For enkelhedens skyld ser vi bort fra moms og andre afgifter og forestiller os en bager, der fremstiller brød og sælger det for 100 kroner. De 100 kroner er produktionsværdien. Hvis bageren har købt mel og andre materialer for 50 kroner og betalt sin medarbejder 30 kroner for arbejdet, er bagerens indkomst 20 kroner. Disse 20 kroner skal betale bagerens omkostninger til ovn og bageri og bagerens egen arbejdsindsats. I økonomisk forstand kalder man medarbejderens løn, de 30 kroner, aflønning af arbejdskraft, mens bagerens indkomst, de 20 kroner, kaldes kapitalaflønning. Tilsammen har fremstillingen af brødet dermed bidraget til værdiskabelsen i samfundet med 50 kroner. Det er den værdi, de med deres indsats har tilført melet ved at lave det til brød. At materialeforbrug ikke er en del af værdiskabelsen kan også illustreres på anden vis: Køber en handlende et læs mel for 50 kroner og sælger det igen for 50 kroner, er produktionsværdien forbundet med aktiviteten 50 kroner, men værdiskabelsen er et stort rundt nul. Og så er vi fremme ved en central pointe i debatten: De 400 milliarder kroner, som nogle mener er Danmarks gevinst ved kryolitudvinding, er produktionsværdien, ikke værdiskabelsen. Beløbet kan derfor ikke tages som udtryk for den værdi, der er opnået ved minedriften. Som minimum skal man trække materialeudgifterne fra. Alternativomkostningen skal medregnes Men vi er ikke færdige, for regnestykket bør også tage højde for, at hvis man bruger sin arbejdskraft og kapitalapparat ét sted, så kan man ikke samtidig bruge dem et andet sted. Når man går én vej, fravælger man et alternativ. Tabet herved kaldes alternativomkostningen og kan forklares ved at udvide eksemplet. Bageren kaster sig nu over minedrift i udlandet. Han antages igen at have brug for materialer til en værdi af 50 kroner. Medarbejderen rejser med og får sin løn forhøjet fra 30 kroner til 35 kroner. Bageren, der nu driver minedrift, har i sit nye hverv stadig kapitaludgifter på 20 kroner, men i modsætning til brødet, der gik for 100 kroner, kan det udvundne fra minen sælges for 130 kroner. Dermed har han opnået en ekstra gevinst på 25 kroner, som er en del af kapitalaflønningen, der nu er på 45 kroner i stedet for de 20 kroner fra bageriet. Produktionsværdien er 130 kroner, mens den samlede værditilvækst er 35 + 45 = 80 kroner. Hvor meget har bageren og hans ansatte så opnået ved at erstatte bagning med minedrift? Her er svaret ikke de 80 kroner. For ved at skifte branche afskærer bageren og hans medarbejder sig jo fra at bage og sælge brød og dermed fra at opnå værditilvæksten herved, som var på 50 kroner. De 50 kroner er derfor alternativomkostningen ved at opnå de 80 kroner Og dermed fører deres skift til minedrift til, at de samlet set opnår 30 kroner ekstra i værdiskabelse. Denne ekstragevinst kaldes ressourcerenten og udtrykker, hvor meget ekstra afkast man kan få, hvis man er så heldig at få adgang til en særlig ressource. Gevinsten kan også betegnes overnormal profit. De enkelte begreber i eksemplerne kan lægges sammen for alle virksomheder i et land, og så har man de tilsvarende størrelser på samfundsøkonomisk niveau. Det mest retvisende udtryk Ressourcerenten er det mest retvisende udtryk for den gevinst, Danmark har opnået ved at fravælge nogle aktiviteter og i stedet investere i minedriften. Den samlede gevinst er altså lig produktionsværdien fratrukket materialeomkostninger og en normal aflønning af kapital og arbejdskraft. Opgørelsen af Grønlands tab følger samme principper, men med modsat fortegn, for Grønland fik ikke adgang til ressourcen. Om Grønlands mistede ressourcerente er lige så stor som Danmarks gevinst afhænger dog af, om de kunne have udvundet kryolitten mere eller mindre effektivt end Danmark, og af, hvilke alternative muligheder for værdiskabelse Grønland i så fald måtte opgive. Vi har bevidst anlagt en strukturel, det vil sige langsigtet, tilgang til problemstillingen, hvor det lægges til grund, at ledigheden er på sit naturlige niveau. Også dette er et helt almindeligt økonomisk regneprincip. Eksemplerne er simplificerede og ignorerer for eksempel skatteindtægter og såkaldt afledte effekter. Der er heller ikke taget højde for, at en del af den højere aflønning kan skyldes, at det er forbundet med større risici at engagere sig i minedrift fremfor andre aktiviteter. Der eksisterer således en veletableret og egentlig relativt simpel faglig tilgang til at opgøre gevinsten, hvor ressourcerenten er det relevante mål. Opgørelse af ressourcerenten kræver dog oplysninger om produktionsværdi, materialeomkostninger og normalafkastet for kapital og arbejdskraft med mere. Den opgave vil vi lade andre om. Ansvaret for pointerne i indlægget er alene forfatternes og ikke deres respektive arbejdspladsers. Jens Hauch, kontorchef, Forsyningstilsynet og Jesper Linaa, vicedirektør, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samt ekstern lektor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet. https://www.berlingske.dk/oekonomi/vaerdiskabelse-for-dummies-derfor-er-tallet-400-milliarder-i-drs